Søndag den 15. oktober 2023
Tur nr. 129
Verdensskoven ved Gørding
Søndag den 15. oktober gik turen til Verdensskoven i Gørding. Det stod ned i stænger ved ankomst før kl. 10. Vi fik derfor travlt med at få regntøj på, men regnvejret stilnede dog som på bestilling af, inden vi påbegyndte vores tur kl. 10.
Verdenskoven er anlagt i et område øst for byen, som var for fugtigt til udstykning. Man havde tænkt at have løvtræer fra alle verdensdele, deraf navnet. Centralt et savanneagtig område afgræsset af kvæg På stien gennem Verdenskoven stødte vi på et udvalg af dyr skåret ud i træ, løve, næsehorn og en ørn ved rede.
Efter turen rundt i verdensskoven indrettet med legeplads m.v. kom vi i udkanten af et industriområde, hvor vi på den anden side havde Holsted , til et område med shelters, grilhytte m.v beregnet for kanofart på åen. Derefter rundt ad gader og stier med de ældste huse i Gørding. Efterfølgende kørte vi til spejderhuset i Bramming, hvorfra vi indefra kunne nyde udsynet til endnu et par kraftige regnbyger.
Tak til Lis og Karsten for en spændende tur.
Ole Kyvsgaard, Hærvejen
Lørdag den 10. september 2023
Tur nr. 128
Skulpturudstilling i Ølgod
I dejligt vejr mødtes vi (12 deltagere) i Ølgod, en lille by, der har et særligt forhold til skulpturer, malerier, gavlmalerier og farverige installationer.
Det startede i 2002, initiativrige mennesker fra byen, velvillige virksomheder, fonde og en kommunal praktisk støtte samt en befolkning, der har taget ideen til sig. Kunstværkerne er udlånt til byen et år, hvert år bliver der købt et kunstværk. ”Halvmånen”, en kær del af bybilledet, blev købt af byens borgere for flere år siden!
Dette års tema var polykrome (flerfarvede) skulpturer. Efter byvandringen gik vi en god tur ved søen i byens udkant, og så tog vi hen til et område, hvor vi spiste vores madpakker.
En lille by, der er et besøg værd!
Anne Mengel, Hærvejens gilde
Lørdag den 19. august 2023
Tur nr. 127
Lyngbo Hede
Vi var 13 vandrelystne, der fulgte Grethe og Oves opfordring til at møde op på kanten af Blåbjerg Plantage. Grethe bød velkommen og fortalte lidt om Lyngbo Hede og historien bag, hvorefter vi startede traveturen: ca. 7 km gennem skov/plantage og ud over heden. Mange steder var blomstrede lyngen, så det var et smukt syn. Vejrudsigten var svingende, men det holdt tørt bortset fra lidt smådrypperi mod slutningen.
Der er masser af fugleliv i området, men også andre bevingede væsener. Jeg bilder mig ind, at jeg hørte myggene sige tak for mad, da vi drog videre.
Christen Lyngbo var maler og forelskede sig i heden og klitterne i Vestjylland.
Han boede mange år i Henne og opkøbte over år 500 tønder land. De blev fredet og givet til kommunen.
Han er kendt for malerier af området – desuden var han lidt af en provokatør og anlagde en naturist campingplads tæt derved.
Efter traveturen kørte vi til en P-plads i Blåbjerg Plantage, hvor der er borde og bænke. Her blev madpakkerne spist, vi fik snakket og sunget og kunne afslutningsvis sige tak til Grethe og Ove for en veltilrettelagt tur.
Søndag den 4. juni 2023
Tur nr. 126
Esbjerg Strand
17 gildebrødre og venner mødte op ved Esbjergs Gildehus til denne sightseeing tur.
Vi gik først gennem skoven, der er en flig af Esbjergs ”grønne hjerte”. Vi har tidligere gået i skoven. Det er veltænkt, at have så megen skov bynært. Vore to guider Ann-Kirstine og Sven fortalte undervejs om skolerne, vi mødte og de gamle kvarterer.
Vi asede op på Mågehøj, der er skabt af ”opfyld”. Herfra var der en flot udsigt, bl.a til udsejlingen fra Esbjerg Havn.
Derfra gik vi til havneøen – Esbjerg Strand – det nye land skabt ved opfyldning. Her blev vi budt indenfor i det imponerende hus, hvor de maritime foreninger har fået dejlige lokaler. Vi fik serveret kaffe og kage medens Solveig Sørensen fra roklubben fortalte om stedet og dets funktion. Vi så alle de flotte robåde og kajakker og et nyt træningslokale med alle de ”maskiner” man kunne ønske sig. Vi måtte gerne prøve kræfter med dem.
På tilbagevejen til Gildehuset var vi forbi Fiskernes Mindelund.
Tak for en fin tur, hvor vi som sædvanligt havde et dejligt samvær og fik gode oplevelser.
Med gildehilsen
Grethe, Hærvejens Gilde
Lørdag den 13. maj 2023
Tur nr. 125
Langs Ansager Å
Vejret var som bestilt til den skønne tur ved Ansager Å. Turlederne var Torben Riis og Ann- Kirstine, begge fra Esbjerg gildet. Det viste sig at Torben Riis havde særdeles godt kendskab til egnen, og med glæde indviede os i egnens historie og de mange aktive mennesker, der har formet historien. Turlederen ledte os gennem området, så der var tid til at opleve de gamle træer, de smukke blomster og ikke mindst den dejlige fuglesang. Der var høje skrænter, og væltede træer, der lå ud over vandet.
Vi kom over Hansens Bro, der var blevet fremstillet for at en gårdejer kunne komme til at snakke med beboerne på den anden side af åen – kontakt er stadig godt. I tidens løb er broen udskiftet, og vi gjorde brug af den tredje udgave.
Vi endte ved stemmeværket, hvor vi kunne indtage vores madpakker og bese et lille interessant museum, der fortalte historie og havde fine plancher med lokale planter og dyr.
Vi var 16 deltagere, der kom til at opleve en sjælden naturskøn perle, den dag hvor foråret viste sig fra den bedste side.
Tak til turlederne.
Anne Mengel
Hærvejen
Søndag den 16.april 2023
Tur nr. 124
Jelssøerne
Vi var 14, der mødtes ved planetariebygningens parkeringsplads, og dagens travestrategi blev finpudset. Vi havde jo to søer at vælge imellem og kombinere. Valget faldt på at starte med en tur ud i himmelrummet, idet vi fulgte planetstien, som starter med solen ved planetariet. Størrelsen på sol, planeter og deres indbyrdes afstande er lavet i målestok 1:2.000.000.000, så i stedet for de 8 år, den nyopsendte danske satellit skal bruge for at nå frem til Jupiter, klarede vi turen på en halv times tid. Vi brugte en halv time mere for at nå frem til Pluto for enden af Jels Midtsø. I stedet for den store kugle, der illustrerede solen, kunne Pluto mærkes som et sandkorn på messingpladen.
Naturen undervejs til Pluto var noget mere grøn og frodig, end den er i himmelrummet. Anemonerne stod i fuldt flor, underskoven havde fået vårgrønne farver og træerne stod på (ud)spring.
Vi holdt en kort pause ved Jels Voldsted. Borgen på stedet brændte i 1420 og blev aldrig genopført. Efter Genforeningen i 1920 opstod der et mødested på stedet, og vi studerede de mange mindested på festpladsen. Restaurationen på stedet drives af Troldkærskolen som et uddannelsessted for unge i et FTU-forløb (FTU = særligt tilrettelagt uddannelse).
Fra Jels Voldsted fortsatte turen rundt om Jels Midtsø over Heksebroen og videre tilbage langs Jels Nedersø til bilerne og – ikke mindst – madpakkerne, som vi indtog i Jels Vikingespils fine udendørsfaciliteter.
Tak til Ann-Kirstine for en dejlig tur.
Søndag den 12. marts 2023
Tur nr. 123
Sdr. Heden Plantage, Varde
Vi startede med ret pænt vejr, dvs. tørt og med svag vind. Området bar præg af, at det havde sneet lidt, så vi listede fra samlingsstedet og op til vores parkeringsplads ad en ret glat vej.
Det første stykke gik gennem forsvarets øvelsesterræn, som tilsyneladende havde været benyttet for nylig, hvis vi ellers kunne læse sporene – dybe hjulspor fra køretøjer med store dæk. På kryds og tværs af vores spor var der også mange spor efter krondyr og andet hjortevildt, men vi var nok for støjende, for vi så dem ikke.
Vores spor landede ved nogle bålhytter og spejderhytter – Spejdergrunden har sin helt egen historie. Laurits kunne fortælle, at jorden havde tilhørt hans familie fra 1600-tallet, men i 1962 var blevet solgt til KFUM-spejderne i Esbjerg i 1962 for 22.000 kr. På det tidspunkt havde der allerede været afholdt spejderlejre derude i en del år.
Grunden rummer tre hytter: Rovfuglereden, Vestpassagen og Ørneborgen. Sidstnævnte hytte startede som sommerhus for borgere i Esbjerg kommune. Den lå tidligere, hvor Fiskeri- og Søfartsmuseet nu ligger.
Rovfuglereden er bygget af telefonpæle, hvilket giver en meget spændende hytte, og fra den del af grunden er der en fantastisk udsigt.
På grunden er der tillige to bålhytter og nogle muldtoiletter. Den ene bålhytte kunne lige rumme hele flokken, ca. 20, da det blev tid til frokost.
Alt i alt må man sige, at det er et meget spændende område.