Siden sidst 2021

Tur nr. 110:
Lydum Skov og Lydum Mølle

DMI sagde risiko for skybrud, men ikke desto mindre mødte 19 vandrelystne ”naturlaugere” op for at indtage Nørre Lydum Plantage.

Plantagen blev skabt i slutningen af 1800-tallet i et samarbejde mellem en række af sognets landbrug. De havde alle små jordlodder i det nuværende plantageområde, og ved at gå sammen kunne man skabe et sammenhængende skovområde, som kunne være kilde til f.eks. brændsel og hegnspæle.

I dag er plantagen lejet ud til en jagtforening, der som en del af lejen også sørger for vedligeholdelse, herunder nyplantning.

Skybrudsrisikoen manifesterede sig i et enkelt kraftigt regnskyl, men ikke mere end de medbragte forholdsregler kunne klare.

Nr. Lydum Plantage 1895

På vej ud af plantagen kom vi forbi Niels Nygaards vildsvin, som nu ikke opførte sig særligt vildt. En fyldt fodersilo lægger åbenbart en effektiv dæmper på vildskaben, så de kom roligt traskende ud af skoven for at indtage deres frokost ved foderrenden.

Tilbage ved bilerne kørte vi den korte tur til Lydum mølle, hvor vi indtog vores frokost i et dejligt madpakkehus ved kanten af mølledammen. Derefter skulle møllen besigtiges, og Benny Jakobsen (møllens sidste ejer) kunne levere en spændende fortælling om møllen gennem tiderne. I starten af 1900-tallet skiftede møllen fra kornmølle til elektricitetsværk (jævnstrøm). Så kunne man på gårdene selv male deres korn ved eldrevne kværne, men strøm skulle de jo bruge, og det kunne møllen så levere i stedet.

I starten var elproduktionen baseret udelukkende på vandkraft, men senere kom dieselmotorer til. Vi så bl.a. en dieselmotor fra 1956, leveret af B&W og en tysk ubådsmotor fra 1935. Vi så den sågar i gang, om end brændstoffet blev hentet fra en jerrycan og ikke fra en egentlig tank.

Hvis du vil læse mere om møllens historie, så klik her: lydum mølles historie

Så var det tid at sige tak for i dag og en stor tak til Lola og Laurids for en spændende dag.

De “vilde” svin
luksuriøst madpakkehus med eget toilet
Velfungerende ubådsmotor med 85 år på bagen

Tur nr. 109:
Endelave
Beretning er undervejs


Tur nr. 108:
Sporet ved Lintrup

18 vandrefugle trodsede en lidt våd vejrudsigt og satte søndag den 16. maj hinanden stævne ved Pansergraven i Lintrup Præsteskov. Foran os lå en cocktail af Camino Frøs Herred (som var årsprogrammets overskrift for turen) og Kongeåsti, alt samlet under en fælles paraply “Sporet ved Lintrup” – en smuk vandrerute, som via “Lille Østrig”, hvor vi nød udsigten over Kongeådalen, førte os ned til Kongeåen. Ví fulgte åen nedstrøms et pænt stykke, og da fortroppen var hurtige på fødderne, blev det til et par bonuskilometer langs åen og på Kongåevej.

Tilbage på ruten gik turen op fra Kongeådalen mod Lintrup og via kirken tilbage til Præsteskoven, hvor madpakkerne ventede.

Præsteskoven ved Lintrup
På kanten af Kongeåen

Tur nr. 107A

… gik til Ejstrup Sø søndag den 25. april 2021 på en dejlig solskinsdag med en lidt kold vind. Vi var 19 gildebrødre.

Søen er en privatejet, tidligere hedesø. Vi gik de godt tre kilometer rundt om søen på en fin trampesti – som det blev bemærket lidt som jul ”først den ene vej og så den anden vej” – dvs. først mod uret, så frokost og derefter med uret.

Der er en dejlig kuperet natur med løvtræer, nåletræer, lidt nyplantning og lidt hede. Selv om området er privatejet, er man velkommen til at færdes og der var mange andre end os. Vi hilste bl.a. på de fleste af Midtjysk Efterskoles elever.

Vi var imponerede over ejerens indretning med en fin shelter beliggende med den allerbedste udsigt over søen og med brusebad og toilet tæt ved.

Undervejs gik vi på Holtum Å’s bredder og havde udsigt til en fin besætning af skotsk højlands kvæg med en flok kalve. I åen var der moskusænder.

Til sidst sluttede vi af med kaffen og Ann-Kirstines kager, der ikke blev spist til årsmødet.

Det var rigtig dejligt igen at komme på Naturlaugstur. Tak for turen!
– og så kunne vi tage hjem og nyde DR2’s Højskolesang resten af dagen!

Grethe


Tur nr. 106:
Årsmøde

Årsberetning 2020 Naturlauget

Velkommen til årsmøde

Et mærkeligt år, vi har vel alle haft de bedste viljer til at det skulle være et godt vandreår, men virussygdommen bestemte noget andet. Alligevel fik vi gennemført nogle af vore ture, noget fik vi vel travet.

Sidste årsmøde blev afholdt i Esbjerg i byens grønne Vognsbølpark og dele af Atlanterhavsvolden – 4,2 km.

Næste tur var Kløverstien ved Filskov. 5 km. Der var her de kunstneriske sjæle havde skrevet visdomsord på stolper rundt omkring, og en nedfalden flyver var blevet mindet.

Så kom nedlukningen.

Vi var dog så heldige at kunne være med til åbningen af Frøs Herreds Camino i Frikirken i Rødding med efterfølgende regnvejrstur til Hjerting og kaffe og kage bagt af de gode naboer. 4,7 km.

Hjertestien ved Holsted. Hvem skulle tro, at der ved denne noget oversete stationsby skulle være en så spændende tur at gå, og så kom vi ikke engang ind at se kirken, da der var konfirmation. Vi gik 5 km.

Efterårets farver kunne vi nyde ved Rørbæk sø. Vejret var fugtigt og derfor, når så solen brød igennem, var det bragende smukt med de gyldne farver. En stor flok muflon får fik vi også at se, det var det dejligt sted. 6,2 km.

Året sluttede med en tur til Flygtningelejren ved Oksbøl. Det var koldt, så vi skulle gå os til varmen. Når vi så blev konfronteret med alle disse skæbner mindet på gravstenene – det var lidt hårdt. Godt vi har et godt kammeratskab, vi kan snakke med hinanden. 5,2km.

Her på falderebet blev det alligevel til 7 ture – i dette herrens coronaår. 2 ture blev aflyst, en weekendtur til Als og en Vejleå tur. Vi kan måske nå det på et andet tidspunkt.

Tak for godt kammeratskab.
Ann- Kirstine