Om Præstø Sct. Georgs Gilde

Præstø Sct. Georgs Gilde kunne fejre 75 års fødselsdag den 25. november i 2020. Det blev ikke muligt at fejre dagen, som vi gerne ville, da corona kom i vejen med restriktioner mod at samle flere end nogle få personer. Derfor blev selve dagen kun markeret af en lille gruppe gildebrødre. Vi tændte samtidigt Fredslys ved den flamme, som var blevet hentet i Roskilde dagen før, og så billeder fra de senere års oplevelser og aktiviteter i Gildet.

I november 2021 var tiden endnu ikke inde til at invitere til større festivitas. Men den 20. november fik vi besøg fra Gøngernes Distrikt og Vordingborggildet, som Præstgildet udgik fra i 1945. Endvidere kunne vi glæde vi os over besøg af gildebrødre fra Køgegildet og lokale tidligere gildebrødre. En af sidstnævnte stod for det ene af dagens musikalske indslag med Præstøsange ledsaget af guitar. Det andet indslag var fløjteledsagelse ved et af gildets egne gildebrødre til nedtagning af flaget og som afslutning på dagen: “Begynd i dit eget indre.”

Vi kan i øjeblikket stadig ikke lægge planer; men vi håber på et mere forudsigeligt 2022, hvor der – som i ethvert almindeligt gildeår – vil være møder og arrangementer – både de interne for gildebrødrene, de åbne for gildebrødre med gæster og de offentlige arrangementer.

3 – 4 gange om året mødes gildebrødrene til det ritual, der benævnes Gildehallen. Formålet med at mødes i gildehallen er at træde ud af hverdagen for at minde os selv og hinanden om formålet med at være gildebror m/k. Gildehallen følges op med fællesspisning og tid til uformel hygge og samtale omkring bordet.

Mødesæsonen afsuttes op til sommerferien med en udflugt og en bålaften for gildebrødre med ledsagere. Bålaftenen grundlovsdag har som en ufravigelig tradition, at der serveres bålstegte pølser efterfulgt af kogekaffe og sang og hygge til solen begynder at gå ned.

Årets store, offentlige arrangement er Fredslysets modtagelse i Præstø. I 2019 havde flere end 100 mennesker i alle aldre fundet vej til modtagelsen i kirken og den efterfølgende lysvandring til Spejderhytten, hvor der blev serveret risengrød til alle.
Dette håber vi igen at kunne indbyde til i 2022.

Præstø Sct. Georgs Gilde medvirker også med en eller flere opgaver i Økseløbet, som er for alle uniformerede korps i Vordingborg kommune. Trods den øgede konkurrence fra mange andre aktiviteter samler Økseløbet 200 – 250 børn i alle aldre til en dag i september med udfordringer afpasset efter deltagernes alder og et 24 timers program med få timer i soveposerne for de ældste.